“K – art” er tittelen på min første separatutstilling, fra 1999. Utstillingen ble vist i Haugesund Kunstforening og Møre- og Romsdal Kunstnersenter, i tillegg har et utvalg av bildene vært presentert ved flere gruppeutstillinger og Høstutstillingen i -98 og -99. Med utgangspunkt i egen stedstilknytning har jeg med disse arbeidene ønsket å beskrive det vestlandske landskapet med dets karakteristiske trekk som øygrupper, fjorder, fjell og vidde. Jeg har benyttet meg av autentiske kart som grunnlag for bildene, men i mine “kart” forsvinner kartets opprinnelige orienterende funksjon, ved at jeg korrigerer og tilpasser kartutsnittene etter mine hensikter og private orienteringer. Virkeligheten forvrenges ved at jeg blander faktaopplysninger sammen i ulike målestokker og sammenhenger.Utstillingen består av ca. 35 grafiske trykk, hvorav et utvalg er lagt ut her. Noen av dem er fortsatt tilgjengelig for kjøp.
_______________________________________________
Teks til utstillingens folder, av Jan Windsholt, 1999:
Mellem subjektivt og objektivt
– Frit æstetisk fald fra 1000 m.o.h.
Elisabeth Rydland Nilssens udstilling K-art er på samme måde som vestlandets natur både tilgængelig og utilgængelig, og det er da også netop vestlandet, der er udgangspunktet og inspirationen for billederne. Eller rettere: landkort over vestlandet.
For den, der kender vestlandets geografi, bliver det hurtigt klart, at billederne ikke stemmer med virkeligheden, sådan som landkort gør det. Fjorde, elve og landområder har flyttet og blandet sig, og den farbebrug, der på landkort normalt indebærer bestemte betydninger, genfinder vi heller ikke.
Normalt opfatter vi landkort som en «objektiv» eller «korrekt» måde at gengive et landskab på, fordi bestemte former og farer korresponderer med ting i den virkelige verden. Landskabsbilleder (og kunstværker generelt) opfatter vi derimod som regel som «subjektive». Landskabsbilleder er personlige gengivelser af et lille, nøje udvalgt udsnit af et landskab. De både ligner og ligner ikke: et landskabsbillede ville jo ikke være et landskabsbillede, hvis ikke det til en vis grad lignede et landskab, men det er jo også samtidigt et billede, der afspeiler både et kunstnerisk temperament og nogle bestemte regler for hvordan man laver billeder, generelt.
Men kan man egentlig sige at landkort er mere objektive end de, ved første blik, mere subjektive landskabsbilleder og kunstværker? I hvert fald er grænsen flydende. Begge følger nogen sæt af ”regler”, men disse ”regler” er nok mere tilfældige end man helt almindeligvis går rundt og forestiller sig. Vi tænker ikke over landkortenes regler fordi vi er vant til dem, og fordi de sjældent ændres. Men når det gælder kunst, er vi vant til at hver epoke og hver enkelt kunstner har ”sine egne regler”, og at reglerne hele tiden ændrer sig.
I Elisabeth R. Nilssens billeder mødes landkortenes ”uforanderlige regler” med de ”personlige og kunsteriske regler”. Begge dele integrerer hinanden, og ingen af delene har tilsyneladende forrang. Og hvad er billederne da? Er de objektive eller subjektive? ”Ligner” de? Og hvad er det de ligner? Det er netop disse spørgsmål, der er billedernes udsagn. Billederne manipulerer og lyver bevidst for os. De lader som om de er landkort, men deres objektivitet relativiseres med kunstnerens personlige oplevelse ag landskabet. Eller, er det egentlig det, der sker?
Man fristes til at spørge, hvem der har mest ”ret”? Hvem tør påstå, at en korttegner fra Oslo har en mer objektiv oplevelse af vestlandet end en af vestlandets egne indbyggere? Er Elisabeth R. Nilssens livslange personlige oplevelse af den vestlandske natur ikke mindst lige objektiv? Og man kunne spørge: behøver vi overhovedet at se billederne som billeder af vestlandet eller som manipulerede landkort? Kan vi ikke bare se dem som billeder? Som spil af former, farver og linjer?
At trække ”standardiserte” landkort ind i billederne, rejser også hurtigt spørgsmålet: hvor går grænsen for æstetik og kunst? Det æstetiske, det ubestemmelige der gør kunst til kunst, er engang blevet defineret som ”underliggørelse” og ”desautomatisering”: det at fremstille ting på en ny, anderledes og måske ved første blik lidt ”underlig” måde, som forhindrer os i at opfatte tingene automatisk. Kunsten (i modsætning til ”almindelige billeder”) får os til at se tingene på en ny måde. Hvis vi bare ser et billede af vestlandet og tænker: ”Det er vestlandet”, ja så er det ifølge denne definition ikke kunst. Først når vi må tænke over det, vi ser, tænke over måden billedet er lavet på, lægger vi mærke til det vi ser – og ser måske noget nyt ved det. Jeg tror, dette er en god måde at forstå udstillingen på: vi indbydes til at se vestlandet på en ny måde, ved at gå os vild mellem den ”objektive” og den ”subjektive” oplevelse, mellem ”sandt” og ”falskt”, mellem kort og billeder der ”ligner” og billeder der ”bare” er form og farve. ”Sandheden” vælger man selv. Billederne giver os ikke svaret, men indbyder os til at deltage i udforskningen af landskabet.
Elisabeth R. Nilssens billedserie hænger og svæver et sted mellem det subjektive og det objektive, og indbyder os til at svæve med. Så kast Dem endelig ud i æstetikken fra 1000 m.o.h.